Indholdsfortegnelse
Købs- og salgsbetingelser
Anvendelse og aftalegrundlag
Disse købs- og salgsbetingelser finder anvendelse på alle aftaler om levering af enhver ydelse præsteret af Weibel Installation A/S, CVR 21409006, til kunden, medmindre disse er fraveget ved udtrykkelig skriftlig aftale herom mellem parterne.
Weibel Installation A/S er i nedenstående betingelser benævnt ”selskabet”. Kundens eventuelle angivelse af særlige vilkår i ordrer, mails m.v. anses ikke som fravigelse af nedenstående vilkår, medmindre selskabet skriftligt har accepteret disse. Såfremt kunden er forbruger, gælder aftalegrundlaget alene i det omfang, det ikke strider mod ufravigelig forbrugerbeskyttelseslovgivning.
For at selskabet generelt kan levere serviceydelser hos Kunden, skal Kunden sikre at selskabet har adgang til strøm og vand.
Tilbud og ordrebekræftelse
Selskabets tilbud er uforpligtende og gælder i 14 dage fra tilbudsdato, medmindre andet er angivet. Såfremt selskabet fremsender tilbud til kunden, anses aftale for indgået, når kunden skriftligt har bekræftet det fremsendte tilbud. Købstilbud er først accepteret, når Kunden har modtaget selskabets skriftlige, herunder elektroniske, accept af tilbuddet, eller at selskabet inden for acceptfristen har modtaget skriftlig, herunder elektronisk, overensstemmende accept fra Kunden på et af selskabet afgivet tilbud. Herefter kan ordren ikke annulleres, udsættes eller ændres af kunden uden skriftlig accept fra selskabet, og da kun mod betaling af påløbne omkostninger.
For forbrugere gælder dog forbehold for præceptive lovbestemmelser, som f.eks. i forbrugeraftaleloven.
Betalingsvilkår
Sælgers betalingsbetingelser er som anført på fakturaen.
Hvis ingen betalingsbetingelser er anført, gælder følgende: Netto kontant senest 8 dage efter fakturadato. Fra forfaldstid debiteres med rente 1,5 % pr. måned overfor erhvervsdrivende og i henhold til renteloven overfor forbrugere. Hvis kundens betalingsevne efter selskabets skøn forringes væsentligt, kan der forlanges kontant betaling eller sikkerhedsstillelse. I tilfælde af uenighed om en faktura, skal kunden betale den del af tilgodehavendet, som selskabet og kunden er enige om.
Levering og leveringstid
Leveringstidspunktet er ved overleveret og godkendt arbejde. Forsinkelse med udførelse af serviceydelsen giver ikke Kunden ret til at hæve aftalen, før der er foretaget skriftlig henvendelse til selskabet indeholdende bestemmelse om berigtigelse af forholdet med fastsættelse af en endelig, rimelig frist herfor. Såfremt serviceydelsen ikke udføres indenfor den fastsatte frist, er kunden berettiget til at hæve købet og kræve erstatning for et dokumenteret direkte tab. Kunden kan ikke rette krav mod selskabet som følge af forsinkelse.
Hvis forsinkelse af arbejdets udførelse skyldes kundens forhold, kan Kunden ikke hæve aftalen eller gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor selskabet. Såfremt forsinkelsen i disse tilfælde anses for at være væsentlig, kan selskabet ligeledes vælge at hæve aftalen.
Viser arbejdet sig efter påbegyndelse at være mere omfattende end først antaget i det oprindelige tilbud, bliver der i forening mellem selskabet og kunden fastsat et nyt estimeret leveringstidspunkt baseret på de nye forhold. Det nye leveringstidspunkt vil fremgå af tillæg til det oprindelige tilbud. Denne situation er ikke at betragte som forsinkelse fra selskabets side, og dermed finder retsvirkninger for forsinkelse ikke anvendelse.
Arbejdets omfang
Selskabet indestår for, at det af selskabet udførte arbejde er i overensstemmelse med aftalen, fagmæssigt korrekt og af sædvanlig god kvalitet.
Tidsfrister
Eventuelt opgivne tidsfrister er vejledende, medmindre andet er skriftligt aftalt. Selskabet er berettiget til tidsfristforlængelse i tilfælde af forsinkelser på grund af kundens forhold, vejrlig, leverandørsvigt og force majeure.
Reklamation og mangler
Kunden skal reklamere uden ugrundet ophold efter, at manglen er opdaget eller burde være opdaget. Krav vedrørende mangler, forsinkelse eller andre krav om erstatning skal fremsættes skriftligt til selskabet og med specifikation om fejl eller mangler.
Selskabet har ret til at afhjælpe mangler, før der kan gøres yderligere misligholdelsesbeføjelser gældende. Selskabets ansvar for mangler er begrænset til omlevering eller afhjælpning efter selskabets valg.
Hvis en væsentlig mangel ikke er afhjulpet inden for rimelig tid efter kundens reklamation, kan kunden hæve købet, men kunden har alene krav på tilbagebetaling af den betalte købesum.
For forbruger gælder ufravigelig reklamationsret i henhold til købeloven og anden relevant forbrugerlovgivning.
Ansvarsbegrænsning
Selskabet er ansvarligt efter dansk rets almindelige regler. Selskabet er under ingen omstændigheder ansvarlig for meromkostninger, driftstab, tabt fortjeneste eller andet indirekte økonomisk tab, ej heller i tilfælde af uagtsomhed. Ligeledes er selskabet ikke ansvarlig over for kunden for nogen form for følgeskader eller indirekte tab, som måtte udspringe af eller i relation til en aftale om serviceydelser, som reguleres af disse betingelser, herunder, men ikke begrænset til, genhusningsomkostninger, produktionsafbrydelse, tab af profit, tab af goodwill eller tab af data. Selskabets effekter, der bortkommer fra kundens adresse, vil blive faktureret direkte til kunden.
Ansvarsfrihed – force majeure
Selskabet er berettiget til at annullere ordrer og hæfter ikke for hel eller delvis manglende opfyldelse af sine forpligtelser, når dette helt eller delvist skyldes omstændigheder som ligger uden for selskabets rimelige kontrolmuligheder.
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, når de indtræder efter aftalens indgåelse og forhindrer dens opfyldelse: Arbejdskonflikter, strejker, lockout og enhver anden omstændighed, som skyldes forhold uden for selskabets kontrol, såsom brand, krig, mobilisering, terrorisme, offentlige forskrifter, vareknaphed, sygdom eller ved forsinkelse eller mangler ved leverancer fra leverandør, uheld i produktion eller manglende energiforsyning.
Samtlige kundens beføjelser suspenderes eller bortfalder i sådanne tilfælde. Kunden kan hverken i tilfælde af annullering eller udskudt effektuering kræve skadeserstatning eller fremsætte noget krav i øvrigt mod selskabet.
Fortrydelsesret
Reglerne i dette afsnit om fortrydelsesret gælder alene for forbrugere og kun ved fjernsalg i henhold til forbrugeraftaleloven. Handler kunden som erhvervsdrivende/erhvervskunde gælder reglerne om fortrydelsesret ikke.
Forbrugere har i henhold til forbrugeraftalelovens kapitel 4 ret til at fortryde et køb såfremt visse betingelser er opfyldt.
Fysiske produkter
Der gives 14 dages fuld returret på fysiske varer købt ved fjernsalg medmindre andet er aftalt eller fremgår af din ordre. Den 14 dages periode starter den dag, hvor ordren er leveret. Eventuelle returneringsomkostninger afholdes af kunden.
Tjenesteydelser
For tjenesteydelser købt ved fjernsalg løber fortrydelsesretten i 14 dage fra din bestilling heraf.
Køb af tjenesteydelser, hvor materialet leveres øjeblikkeligt, er ikke omfattet af fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftaleloven § 18, stk. 2, nr. 13. Det betyder, at der for sådanne produkter ikke gælder nogen fortrydelsesret, medmindre andet specifikt er aftalt.
Ejendomsforbehold
Materialer leveret af selskabet forbliver dennes ejendom indtil fuld betaling er modtaget, så vidt det kan gøres gældende efter gældende ret.
Konkurs, betalingsstandsning mv.
Ved kundens konkurs, kan selskabets straks hæve aftalen, idet omfang konkurslovens regler ikke er til hinder herfor. Hvis boet har ret til at indtræde i aftalen efter konkurslovens regler, skal boet efter forespørgsel inden for 5 arbejdsdage meddele om, hvorvidt det vil indtræde i aftalen. Selskabet er berettiget til at stoppe arbejdet, indtil afklaring foreligger.
Ovenstående gælder ligeledes ved kundens betalingsstandsning eller hvis forhandling om tvangsakkord åbnes, eller hvis kundens økonomiske forhold i øvrigt viser at kunden forventes ude af stand til at opfylde den indgåede aftale med selskabet. Selskabet har alene ret til at hæve, såfremt Kunden ikke har stillet betryggende sikkerhed for aftalens opfyldelse.
Delvis ugyldighed
Såfremt en eller flere af bestemmelserne i disse betingelser kendes ugyldige, ulovlige eller uigennemførlige, skal ingen af de øvrige bestemmelsers gyldighed, lovlighed eller gennemførlighed påvirkes eller forringes heraf.
Persondata
Behandling af persondata sker i overensstemmelse med den gældende databeskyttelseslovgivning og selskabets privatlivspolitik.
Afgørelse af tvistigheder – værneting
Tvistigheder i anledning af aftalen og til denne føjede bestemmelser skal afgøres efter dansk rets regler. Tvister afgøres ved selskabets hjemting ved aftaler indgået mellem erhvervsdrivende.